OVERBLIK: Alternativet fra idé til politisk parti uden leder

Alternativets politiske leder, Josephine Fock, har lørdag trukket sig som leder af partiet
Det grønne parti har været igennem flere tumultariske perioder, siden det blev oprettet i slutningen af 2013, og med Josephine Focks tilbagetrækning lurer endnu en.

Her er en række nedslagspunkter i Alternativets historie:

* 27. november 2013: Uffe Elbæk og Josephine Fock præsenterer på et pressemøde på Christiansborg Alternativet som nyt politisk parti.

* Februar 2014: Alternativet går i gang med at afvikle 20 såkaldte politiske laboratorier, hvor partiets politik bliver udviklet af mere end 700 interesserede borgere.

* 24. maj 2014: Alternativet fremlægger udkastet til et partiprogram på et årsmøde i Aarhus. Udkastet bliver med en række konkrete ændringsforslag vedtaget ved samme møde.

* 23. februar 2015: Alternativet opnår det nødvendige antal underskrifter til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

* 18. juni 2015: Partiet får med Elbæk i spidsen 4,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget, hvilket svarer til ni mandater.

* I løbet af valgperioden løber partiet ind i flere uheldige sager om blandt andet seksuelle krænkelser i partiet.

* Ved kommunalvalget i 2017 får Alternativet to borgmesterposter, blandt andet posten som kultur- og fritidsborgmester i København.

Niko Grünfeld får under ét år på den post. Han går af, efter at han er blevet kritiseret for at give urigtige oplysninger på sit cv og købe dyre møbler til sit borgmesterkontor.

* 6. juni 2019: Alternativet får tre procent af stemmerne ved folketingsvalget og mister fire mandater, så de kun har fem mandater.

* 16. december 2019: Uffe Elbæk meddeler, at han træder tilbage som politisk leder fra 1. februar 2020. Han fortsætter dog i Folketinget bagefter.

* 1. februar 2020: Josephine Fock bliver ved et kampvalg valgt som ny politisk leder for Alternativet af partiets medlemmer.

* Valget af Fock som ny leder skaber uro blandt partimedlemmer i og uden for Folketinget, da Josephine Fock blandt andet bliver anklaget for krænkende adfærd, da hun sad i Folketinget fra 2015 til 2018.

* 9. marts 2020: Kaosset kulminerer, da fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer melder sig ud af partiet for at blive løsgængere, herunder medstifterne Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist.

* Det efterlader Torsten Gejl som den eneste tilbageværende i Alternativets folketingsgruppe. Josephine Fock holder dog fast i, at partiet består.

* 14. november 2020: Josephine Fock trækker sig som politisk leder af Alternativet. Hun erkender, at “opgaven med at samle partiet har været for svær”.

* Partiets eneste folketingsmedlem, Torsten Gejl, reagerer ved at takke Fock for hendes arbejde og påpege, at Alternativet fortsat har gode forudsætninger for fremtiden.

– Vi har et kanonstærkt bagland, og jeg synes, at vi har Folketingets bedste partiprogram, siger han og afviser selv at blive politisk leder.

Kilder: Folketinget, Alternativet, Ritzau.

/ritzau/