Josephine Fock trækker sig som Alternativet-leder

Josephine Fock har lørdag valgt at trække sig som politisk leder af Alternativet med øjeblikkelig virkning. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen står der, at Josephine Fock erkender, at “opgaven med at samle partiet har været for svær.”
Der sættes ifølge pressemeddelelsen omgående gang i en proces for at finde en afløser.

– Jeg har lagt al min kærlighed i Alternativet, men det har været svært at samle partiet. Alternativet er mit hjerteblod, og jeg var selv med til at stifte projektet i 2013, siger Josephine Fock i meddelelsen.

– Derfor er det også vigtigt for mig, at partiet kommer godt videre og får et godt kommunal- og regionsrådsvalg næste år og et godt folketingsvalg, når det kommer.

/ritzau/