Ulovlig minkordre tærer på tilliden til regeringen

Minksag tærer på borgernes tillid til Mette Frederiksens (S) coronahåndtering. Det skriver Politiken, der henviser til et løbende forskningsprojekt på Aarhus Universitet.

Tilliden til regeringens strategi er faldet til det laveste niveau siden forskerne ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet begyndte at måle i maj.

– Danskernes opbakning til store, afgørende beslutninger, hviler på oplevelsen af, at de er truffet på retfærdige, transparente og velunderbyggede grundlag. Lige nu diskuteres beslutningsgrundlaget for restriktionerne meget, og det skaber en usikkerhed.

– Og så er der oppositionens kritik af håndteringen, som smitter af på befolkningen. De to faktorer er filtret sammen i denne sag, hvilket gør den ekstra eksplosiv, siger professor Michael Bang Petersen til Politiken.

Onsdag – en uge efter at regeringen instruerede alle minkfarme om at slå deres besætninger ned, svarede 56 procent af deltagerne i projektet, at de havde tillid til regeringen strategi.

Det var et fald fra 64 procent ugen før og 76 procent i juli, hvor tilliden toppede.

Efter regeringen instruerede alle mink slået ned i Danmark er det kommet frem, at den manglede lovhjemmel til at kræve det af minkfarme uden smitte og uden for de smittezoner på 7,8 kilometer i diameter, der er rundt om smittede farme.

Det har udløst et større uvejr for regeringen, der bliver beskyldt for at have brudt Grundloven.

/ritzau/