Tænketank: Epidemilovsforslag lader regering beholde magten

Epidemiloven er blevet kritiseret for at give vidtgående beføjelser til regeringen i håndteringen af coronaepidemien.

I regeringens forslag til en ny udgave af loven rettes der dog ikke op på den forskydning af magten, der er sket med den oprindelige.

Det vurderer Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia.

– Det er simpelthen afgørende for, at vi kommer tilbage til en normaltilstand, at regeringen begynder at dele magten – og ansvaret – med Folketinget i så vigtige beslutninger, siger han i en kommentar.

Epidemiloven blev i al hast vedtaget i marts. Den gav blandt andet sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mulighed for via dekret at indføre forsamlingsforbud og i sidste ende tvinge borgere til at lade sig vaccinere eller gå i karantæne.

Loven gælder frem til 1. marts, og forslaget til en ny er derfor sendt i høring.

Samtlige partier ønsker dog at stække sundhedsministerens magt.

Fristen for at parter kan komme med indspark i form af høringssvar, udløber fredag. En af dem, der har meldt ind, er Justitia.

Her lyder dommen, at loven ikke er hensigtsmæssig – hverken for bekæmpelsen af epidemien eller for folkestyret.

Der lægges op til at gøre de ekstraordinære beføjelser til sundhedsministeren til en permanent del af værktøjskassen.

Mange kan bruges ved “samfundskritiske sygdomme”. Det er dog ministeren selv, der kan bestemme, hvornår det er tilfældet, lyder kritikken.

Mchangama vurderer, at Folketinget henvises til en konsulterende rolle. Det er der i hans optik ikke meget magtdeling i. Han mener, at det kan give bagslag:
– Både for regeringen – og endnu vigtigere: for epidemibekæmpelsen, fordi befolkningens tillid til myndighedernes beslutninger svækkes, lyder det.

Justitia har tidligere foreslået, at der oprettes et særligt covid-19-udvalg, hvor der kan hentes mandat fra Folketinget, når de mest vidtgående beslutninger skal træffes.

Stort set samme model har SF også foreslået. Partier mener, at epidemiloven lider af “kraftigt demokratisk underskud”.

– Det er vi simpelthen nødt til at gøre op med og starte forfra, lød det torsdag fra formand Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/