Cluster 5-corona har ikke ramt nye personer siden september

Der er ikke fundet tilfælde af smitte med cluster 5-varianten af corona i mennesker, siden det seneste smittetilfælde blev bekræftet i midten af september.

Det siger Tyra Grove Krause, afdelingschef hos Statens Serum Institut, på et pressemøde fredag.

Cluster 5-mutationen har skabt bekymring hos regering og danske sundhedsmyndigheder, fordi vurderingen var, at den kunne svække en kommende vaccine.

Den var en stor del af årsagen til, at regeringen traf beslutningen om, at alle mink i Danmark skal aflives, fordi cluster 5 kom fra danske mink.

Det har dog vist sig, at regeringen ikke har grundlag i loven for den beslutning, og de afventer derfor, om et flertal i Folketinget stemmer for at give lovhjemlen.

11 personer er bekræftet smittet med cluster 5-mutationen i alt.

Den omdebatterede minksmitte har også vakt genlyd i udlandet. Blandt andet har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, udtrykt tvivl om, hvor farlig cluster 5 egentlig er.

Det samme har Anthony Fauci, der er virusekspert i USA og toprådgiver på sundhedsområdet for præsident Donald Trump.

På pressemødet fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at halvdelen af smittetilfældene i Nordjylland kan spores tilbage mink. Det er baggrunden for, at mink skulle slås ned.

Han siger desuden, at man regner med, at de sidste mink på smittede farme og farme inden for en radius på 7,8 kilometer af en smittet besætning er aflivet på mandag.

Sundhedsministeren fortæller, at i de syv nordjyske kommuner er det nu kun 72 ud af 100.000 borgere, der er smittede med corona. For en uge siden var det 115 ud af 100.000.

– Det går den rigtige vej, siger Magnus Heunicke.

/ritzau/