Venstre: Fødevareministerens kursskifte er modbydeligt

Venstres Thomas Danielsen har ikke meget til over for, at fødevareminister Mogens Jensen (S) nu åbner for, at nogle mink kan overleve.

Onsdag i sidste uge instruerede regeringen alle minkavlere i hele Danmark til at slå alle deres mink ned. Trods manglende lovhjemmel er det sket over en bred kam.

En uge senere åbner fødevareminister Mogens Jensen op for, at nogle avlsmink kan overleve. Det er at føje spot til skade, hvis man spørger Thomas Danielsen, der sidder i fødevare- og miljøudvalget for Venstre.

– Jeg mener, at det er utilstedeligt, at Mogens Jensen nu i 11. time åbner op for, at nogle avlsmink ikke skal slås ned. Det er en behandling af avlere, der er direkte modbydelig.

– Folk har lige nedslagtet deres livsværk, og så kommer ministeren med dette her som en strøtanke, siger Thomas Danielsen.

– Det kan ikke være nogen overraskelse, at dette her er et stort ønske for branchen og har været det. Men ministeren har været urokkelig og sagt, at alle mink skulle slås ned. Hvilket landmændene har gjort med grædende hjerter. Og så kommer dette her.

Regeringen og myndighederne har da også været meget klare i kommunikationen siden statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag i sidste uge sagde, at alle mink skulle slås ned.

Fødevarestyrelsen har instrueret alle minkavlere til at slå alle deres dyr ned, statsministeren har gentaget beslutningen flere gang og regeringen har præsenteret et lovforslag tirsdag, hvor det fremgår, at alle mink skal slås ned.

– Vi har igennem hele forløbet spurgt ind til, om nogle avlsdyr kunne isoleres. Men det har ikke kunnet lade sig gøre på noget tidspunkt, og regeringen har stået fast på, at alle dyr skulle slås ned.

– Så jeg er mildest talt rystet over, at der kommer sådan en melding her, når langt de fleste dyr i Danmark er slået ned, siger Thomas Danielsen.

Han frygter, at regeringen har ændret holdning for at komme uden om at betale erstatning til de berørte minkavlere.

– Bevarer man nogle avlsdyr, så er det vanskeligere at tale om ekspropriation. Det lægger man nu op til – simpelthen for at spare penge.

– Som om man ikke har behandlet de her mennesker tragisk nok i forvejen, siger Thomas Danielsen.

/ritzau/