Smittet embedsmand får minister til at isolere sig igen

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er gået i selvisolation, efter departementschefen i ministeriet, Birgitte Hansen er testet positiv for coronavirus.

Det skriver ministeren på Facebook. Det er anden gang, at Rosenkrantz-Theil isolerer sig efter mulig eksponering for smitte.

– Jeg håber, at hun snart er rask og frisk igen. Og forbander den virus langt væk, skriver ministeren.

Pernille Rosenkrantz-Theil har allerede været i isolation en gang. Den 3. november fortalte hun på Facebook, at hun havde været til møde med en smittet kollega. Derfor gik hun i isolation, indtil hun fik en negativ coronatest.

Ministeren afventer nu resultatet af en ny coronatest. Også sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er i isolation, efter en person i hans husstand er testet positiv for corona.

/ritzau/