Forbud mod bly skal gøre dansk jagt bæredygtigt

Regeringen vil forbyde brug af bly i riffelammunition til jagt.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Bly er skadeligt for naturen, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S) i pressemeddelelsen.

– Bly er et tungmetal, som ikke hører hjemme i naturen eller i vores fødekæder. Når man går på jagt herhjemme skal det ske på en måde, der er bæredygtig, og som ikke forurener vores fælles natur.

I forvejen er brug af bly til hagljagt i Danmark forbudt.

Flere organisationer har presset på for et blyforbud. Dansk Jægerforbund bakker op om ministeren og kalder det i pressemeddelelsen “en passion” for forbundet, at dansk jagt ikke forurener naturen.

– Derfor var Danmark det første land i verden, som forbød bly i haglpatroner.

– Vi bliver det første land i verden, som kræver bionedbrydelige haglskåle i haglpatroner, og nu bliver vi også det første land i verden, som forbyder bly i riffelammunition til jagt, lyder det fra Marie-Louise M. Achton-Lyng, der er formand for Danmarks Jægerforbunds våbenudvalg.

Også hos Dansk Ornitologisk Forening har man agiteret for et forbud, efter en kongeørn fik blyforgiftning. Ørnen endte dog med at blive reddet.

Der vil blive tale om en udfasning af bly i riffelammunition, så det endelige forbud træder i kraft i 2023.

Desuden kræver forbuddet en ændring i den danske bekendtgørelse om den våben og ammunition, der anvendes til jagt.

Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at undersøge, hvordan krav til riffelammunition kan tilpasses, så ammunition uden bly kan anvendes på forsvarlig vis, hedder det i pressemeddelelsen.

Det Europæiske Kemikalieagentur arbejder på et lignende forbud for hele EU, men regeringen vil altså indføre det i Danmark allerede nu.

/ritzau/