De Konservative ser ikke meget håb i Mogens Jensens minkåbning

Ifølge De Konservatives landbrugsordfører, Per Larsen, er åbningen for fastholdelse af avlsmink i Danmark, som fødevareminister Mogens Jensen (S) har talt om, meget, meget lille.

Efter i en uge at have insisteret på, at alle mink skal slås ned – og minkavlere har gjort det – sagde regeringen via Mogens Jensen tirsdag aften til TV Midtvest, at nogle få avlsdyr måske alligevel kan overleve.

Ifølge Per Larsen fra De Konservative dækker det over omkring 56.000 avlsmink. Hvilket er en forsvindende lille åbning for den danske minkbranche.

– Med 56.000 avlsdyr er døren kun en lille bitte smule på klem. For det vil være ganske ubetydeligt. Man er i gang med at slå næsten 17 millioner mink ihjel. Så 56.000 er en mikroskopisk lille del, så jeg ved ikke, om det vil have den store betydning, siger han.

– Skulle man virkelig gøre noget, så skulle man nok bevare en halv million avlsdyr. Men det giver selvfølgelig en smule håb for nogle, der gerne vil fortsætte.

Han understreger, at det med så få mink vil tage årevis at få bestanden op, når man igen kan begynde efter covid-19.

– Og samtidig med at man afliver de 15-17 millioner mink, så afliver man jo også alle følgeerhvervene. Foderfabrikkerne lukker, pelserierne bliver lukket ned og auktionerne gør vil også.

– Det er en massakre uden lige. Så de 56.000 mink vil være ganske ubetydelige og ikke være noget, der bærer Danmark op på det niveau, vi har været på, siger Per Larsen.

Venstres Thomas Danielsen insinuerede tidligere torsdag morgen, at regeringen åbnede op for nogle avlsdyrs overlevelse for ikke at skulle give fuld erstatning til de danske minkavlere.

Det tror Per Larsen dog ikke på.

– Nej, det tror jeg sådan set ikke. Vi sidder lige nu og forhandler. Vi har krævet, at minkavlerne skal holdes skadesløse og skal kunne gå til domstolene for at få prøvet deres kompensation.

– Jeg tror sådan set, at der er fordi, at man vil sætte et lillebitte plaster på såret fra regeringens side, siger han.

/ritzau/