Tidligere skatteminister: Hørte intet om problemer med udbytteskat

Der var ifølge Kristian Jensen (V) intet i hans tid som skatteminister frem til februar 2010, der indikerede for ham, at Skat havde problemer med refusioner af udbytteskat.

Det fortæller han onsdag til Undersøgelseskommissionen om Skat.

– Jeg følte ikke, at der var nogle røde eller gule lamper, der blinkede på det tidspunkt. Særligt ikke på udbyttebeskatning, siger han.

I 2015 kom det frem, at Skat i årene 2012 til 2015 havde udbetalt over 12 milliarder kroner – penge som skattemyndighederne i dag ikke mener burde være udbetalt.

Pengene blev udbetalt som refusion af udbytteskat, som nogle udenlandske aktionærer ikke burde betale. Men ingen førte kontrol med, om de udenlandske aktionærer, der krævede at få penge tilbage, havde betalt skat i første omgang.

Internt i Skat havde medarbejdere gjort opmærksom på, at der var et problem med, at udbetalingerne skete, uden at nogen havde styr på, hvorvidt det var berettiget.

Men ingen af de advarsler nåede ifølge Kristian Jensen hans bord som minister.

– Der var ikke, i 2010 i de måneder jeg var skatteminister, nogle særligt blinkende alarmer, sagde Kristian Jensen, da han afgav forklaring til kommissionen.

Kommissionen er nedsat for at undersøge flere forhold i Skat, der i dag er nedlagt. Første emne er udbetalingerne af refusion af udbytteskat.

/ritzau/