Sundhedsminister går i selvisolation efter smittet nærkontakt

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) går i selvisolation og vil lade sig teste for coronavirus.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en mail til Ritzau.

Isolation og planen om en coronatest kommer, efter at en person i ministerens husstand er bekræftet smittet med virusset.

Det er anden gang, at Heunicke går i selvisolation.

Første gang var for omkring en uge siden, hvor han og en række andre ministre rykkede hjem, efter at det kom frem, at justitsminister Nick Hækkerup (S) var bekræftet smittet med coronavirus.

Ministrene havde kort forinden deltaget i et møde med Hækkerup.

Sundhedsministeren fortalte, at han ingen symptomer havde på coronavirus, og da han blev coronatestet, var svaret negativt.

/ritzau/