Støttepartier vil vente med at tage beslutning om ministers fremtid

Regeringens støttepartier De Radikale og Enhedslisten vil afvente den interne redegørelse fra Fødevareministeriet i næste uge, før de tager stilling til, om Mogens Jensen (S) kan blive siddende som fødevareminister.

Enhedslistens Mai Villadsen siger, at partiet mangler svar på flere spørgsmål, før man tager stilling til, om der fortsat er tillid til ministeren.

– Jeg vil afvente redegørelsen fra fødevareministeren. Og så vil jeg stille ministeren opfølgende spørgsmål på samrådet i næste uge, siger Mai Villadsen.

Enhedslisten har torsdag i næste uge både fødevareministeren og sundhedsministeren i samråd om minksagen.

Partierne i blå blok har allerede meldt ud, at de ikke har tillid til Mogens Jensen. De mener, at han bør gå af som minister.

Det kræver dog, at et af regeringens støttepartier også udtrykker mistillid til ministeren, før de kan kræve hans afgang.

De Radikales Kristian Hegaard siger efter samråd, at situationen ikke har ændret sig efter samrådet.

– Der blev hverken lagt til eller trukket fra ved dette samråd. Men sagen er alvorlig, fordi man skal sikre sig, at der er lovgrundlag for så vidtgående beslutninger, siger han.

De Radikale vil ligesom Enhedslisten afvente redegørelsen i næste uge.

Onsdagens samråd om håndteringen af coronasmitte blandt mink og minkbranchens fremtid er indkaldt af blå blok. Det var dog, inden at sagen om den manglende lovhjemmel begyndte at rulle.

I denne uge er det blevet klart, at regeringen ikke havde lovgrundlaget på plads, da den på et pressemøde for en uge siden beordrede alle mink i Danmark aflivet.

/ritzau/