OVERBLIK: Minksagen fra ulovlig ordre til krav om ministerafgang

Presset stiger på statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S), efter at der er givet en ulovlig ordre om at aflive samtlige mink i Danmark.

Onsdag har Mogens Jensen været i et samråd om minksagen.

Her kan du få overblik over sagen, der har vakt utilfredshed på Christiansborg:

* 4. november: Statsminister Mette Frederiksen siger, at alle Danmarks mink – 15-17 millioner – skal aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. Mutationen kan bringe coronavaccine i fare.

Desuden indføres skrappere restriktioner i syv nordjyske kommuner med minkmutationer.

* 6. november: Fødevarestyrelsen gentager statsministerens besked i en mail til minkavlerne. Der står, at alle mink – også dem uden for zonerne – skal aflives hurtigst muligt. Altså også helt raske mink.

* 8. november: Berlingske skriver, at regeringen ikke har hjemmel i lovgivningen til at aflive mink i Danmark, hvis ikke de er syge eller i et sygdomsområde. Mink uden for de såkaldte sikkerhedszoner kan regeringen med andre ord ikke kræve aflivet.

Ordlyden fra regeringen ændres. Før lød det, at alle mink skulle aflives. Denne dag siger fødevareministeren, at regeringen havde skrevet til minkavlerne “med en opfordring til at påbegynde aflivninger”.

Fødevareministeren siger til ordførere i Folketingets partier, at regeringen vil fremsætte forslag om hastelov tirsdag 10. november, der kan give beføjelser til at kræve alle mink aflivet.

* 9. november: Blå blok bestående af Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige når til enighed om ikke at ville støtte hastebehandlingen af lovforlaget.

* Fødevareministeren beklager, at regeringen har været uklar i sin kommunikation om den manglende lovhjemmel.

* 10. november: Statsministeren og fødevareministeren siger, at de først i weekenden fandt ud af, at ordren var ulovlig. Mette Frederiksen beklager sagen, men hun siger, at det i sidste ende er Mogens Jensens ansvar.

Partierne i blå blok siger, at Mogens Jensen bør trække sig. Enhedslisten, der er blandt regeringens støttepartier, siger, at partiet “på ingen måde” kan garantere, at han kan blive siddende på sin post.

Fødevareministeren siger, at han ikke trækker sig som minister.

* 11. november: Fødevareministeren er kaldt i samråd om minksagen. Her svarer han hverken på, hvornår han fik kendskab til, at der var tale om en ulovlig minkinstruks eller af hvem. Han henviser til, at det vil fremgå af en kommende redegørelse.

Mogens Jensen siger kun, at han fik beskeden om den manglende lovhjemmel i weekenden, men ikke hvilken dag. Mette Frederiksen har 10. november udtalt, at hun fik besked søndag.

Kilde: TV2, DR, Ritzau.

/ritzau/