Mogens Jensen fastslår: Blev ikke advaret om ulovlighed

Fødevareminister Mogens Jensen (S) fastslår onsdag på et samråd, at han ikke blev advaret om ulovlighed i at beordre aflivning af alle mink, selv om Fødevarestyrelsen ifølge medier godt vidste det.

– Jeg var ikke gjort bekendt med den manglende lovhjemmel. Det blev jeg først i weekenden, siger han.

Fødevarestyrelsen har siden juni i år vidst, at der ikke var lovhjemmel til at give en ordre til at aflive alle mink i Danmark. Det fremgår af onsdagens udgave af Politiken, som sammen med mediet Nordtinget har fået indblik i dokumenter om sagen.

Onsdagens samråd om håndteringen af coronasmitte blandt mink og minkbranchens fremtid er indkaldt af blå blok. Dog inden at sagen om den manglende lovhjemmel begyndte at rulle.

Men efter at det de seneste dage er kommet frem, at regeringen på et pressemøde onsdag i sidste uge beordrede alle mink i Danmark aflivet uden at have lovgrundlaget på plads, er samrådet kun blevet mere aktuelt.

Søndag sagde Mogens Jensen, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, men at regeringen meldte ud, som den gjorde, fordi det hastede på grund af folkesundheden.

I det skriftlige svar søndag til Ekstra Bladet lød det fra Mogens Jensen:
– Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud, skrev Mogens Jensen.

Tirsdag sagde ministeren så, at regeringen ikke var klar over, at der manglede lovhjemmel, da ordren blev givet.

Folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) spørger under samrådet ministeren til, hvilket af de to udsagn, der er løgn.

Til det svarer Mogens Jensen:
– Jeg har talt sandt under hele det her forløb.

Regeringens støtteparti Enhedslisten har i øvrigt indkaldt ministeren til et nyt minksamråd om coronasmitte fra mink og om, hvorvidt ministeren greb ind over for sundhedsrisikoen i tide. Det finder sted 19. november.

Regeringen har igangsat en redegørelse, der skal kortlægge, hvad fødevaremyndigheden og fødevareministeren har kommunikeret om aflivning af mink. Redegørelsen forventes klar 18. november. Altså dagen inden næste samråd.

Det er åbenbart også først her, at det vil komme frem, hvornår Mogens Jensen blev gjort opmærksom på, hvornår han fik at vide, at der ikke var lovgrundlag til at aflive alle mink. Og af hvem.

På samrådet kan Mogens Jensen ikke sige, hvornår i weekenden han fik den afgørende viden om den ulovlige minkinstruks. Eller af hvem. Det tætteste, han kommer på at besvare spørgsmålet, er, at det var “i weekenden”, at han fik beskeden.

Ifølge Mogens Jensen må redegørelsen, hvor “alle mails” skal gennemgås, klarlægge, hvornår han fik beskeden. Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte tirsdag, at hun fik besked søndag.

Tirsdag undskyldte både Mogens Jensen og Mette Frederiksen, at regeringen meldte ting ud uden at have lovgrundlaget på plads. Undskyldningen gentages fra begge parter onsdag. Af Mogens Jensen på samrådet og af statsministeren på Facebook.

Beslutningen om, at alle mink – syge som raske – skal aflives, blev truffet, da muteret virus fra mink havde spredt sig til mennesker. Regeringen fastholder, at den beslutning er den rigtige. Tirsdag fremsatte regeringen et lovforslag, så lovgrundlaget kan komme på plads.

Mogens Jensen siger på samrådet, at der nu er aflivet mere end 2,8 millioner mink. Der er op mod 17 millioner mink i Danmark.

/ritzau/