Konservativ profil opfordrer: Stop med at aflive raske mink

Hvis du ejer en minkbesætning uden coronasmitte og er uden for risikozonerne, så vent med at aflive dine dyr.

Sådan lyder opfordringen fra Rasmus Jarlov, der er næstformand i De Konservatives folketingsgruppe, til nogle af minkejerne i Danmark.

– Hvis I stadig har usmittede besætninger uden for risikozonerne og endnu ikke har slået dem alle sammen ihjel på baggrund af regeringens ulovlige ordre, så vent minimum et par dage med at gøre det, skriver han på Facebook.

– Lad være med at slå de allersidste af jeres bedste avlsdyr ned. Det er IKKE afgjort, at rub og stub skal slås ned.

– Der forhandles i Folketinget, og blandt andet Konservative kæmper for som minimum at få bevaret et lille antal dyr, så genetikken ikke uddør, og minkavl har mulighed for at kunne genopstå i Danmark i en mindre skala, skriver Rasmus Jarlov.

Folketingets partier forhandlede sent tirsdag om kompensation til minkavlerne i Danmark, som for manges vedkommende står til at miste deres livsgrundlag.

Det sker efter regeringens beslutning om, at alle mink i Danmark skal aflives for at undgå omfattende smitte med muteret coronavirus.

Beslutningen blev meldt ud onsdag i sidste uge på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Siden har det vist sig, at der ikke var et lovgrundlag for at kræve, at alle mink skulle aflives.

Det har fået blå blok til at kræve fødevareminister Mogens Jensens (S) afgang.

Også regeringens støtteparti Enhedslisten har raslet med sablen forud for et samråd onsdag klokken 13, hvor Mogens Jensen skal forklare sig.

Han lagde sig tirsdag fladt ned og beklagede forløbet, og samme dag beklagede Mette Frederiksen også, at beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev besluttet uden at have lovhjemmel til det.

Mette Frederiksen lagde ikke skjul på, at hun anså ansvaret for at ligge hos Mogens Jensen, der også fik hård kritik fra regeringens støtteparti Enhedslisten.

Politisk ordfører Pernille Skipper (EL) sagde tirsdag til TV2, at det ser “meget, meget sort ud” for Mogens Jensen, og at Enhedslisten ikke kan garantere, at han kan blive siddende som fødevareminister.

Nogle danske minkavlere har meldt ud, at de foreløbig vil undlade at aflive deres bedste avlsdyr, mens politikerne finder ud af, hvordan den kommende lovgivning skal skrues sammen.

Formand for Danske Minkavlere Tage Pedersen meddelte imidlertid tirsdag, at foreningen anser beslutningen for at være definitiv, og at der ikke er nogen vej tilbage for minkbranchen.

– Skulle der være få minkavlere tilbage, som fik lov at fortsætte i en eller anden situation, er der alligevel ikke en fremtid. Vi kan kun overleve, hvis vi er et stort og stærkt erhverv, sagde han til Finans.

Forhandlingerne om kompensation til minkbranchen tirsdag endte uden en aftale, og partierne skal således forhandle videre.

/ritzau/