Ellemann vil møde konstruktivt op til sættemøde hos Wammen

Det vil være mest oplagt, at regeringen vil få finansloven for næste år på plads sammen med støttepartierne, SF, De Radikale og Enhedslisten.

Alligevel ser Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, frem til at holde møde med finansminister Nicolai Wammen (S), som har inviteret oppositionspartiet til sættemøde onsdag aften.

– Vi møder selvfølgelig konstruktivt op. Det gør vi altid, for det mener vi, er den ansvarlige tilgang at have modsat det finanslovsforslag, som regeringen har lagt frem, siger han.

Han mener, at der i regeringens forslag blandt andet mangler initiativer, som skaber varig vækst.

Inden forhandlingerne om finansloven for alvor går i gang, har finansministeren haft alle Folketingets partier forbi sit kontor.

Et sættemøde bliver brugt til at føle hinanden an og fastlægge en plan eller nogle temaer for de kommende forhandlinger.

Men typisk indgås finansloven altså med støttepartierne. Efter valget sidste sommer underskrev Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale et forståelsespapir, som de også vil arbejde ud fra i finanslovsforhandlingerne.

Alligevel er det ikke spild af tid at bruge en del af onsdag aften på at tale finanslov med finansministeren, mener Jakob Ellemann-Jensen, som har politisk ordfører Sophie Løhde og næstformand Inger Støjberg med til mødet.

– Vi vil selvfølgelig også fortælle, hvad vi mener, at der skal til. Og det er gammel kendt materiale. Det er både et skattestop, initiativer til varig vækst, og så har vi et udestående omkring de sidste to ugers feriepenge, siger han.

Venstre-formanden vil endda tage en smule ros med til Nicolai Wammen.

– Og så har vi da også noget pænt at sige til regeringen, fordi den varsler jo en variant af bolig-jobordningen. Det, synes vi, lyder interessant. Det er jo Venstre-politik.

I et nyt udspil foreslog Nicolai Wammen mandag på et pressemøde midlertidigt at hæve loftet for det beløb, man kan trække fra via den såkaldte boligjobordning. Ordningen kaldes populært også håndværkerfradraget.

Selv om oppositionen ikke ender med at være med i en aftale om en finansloven, at det alligevel normen, at partierne stemmer for, når den bliver behandlet i Folketingssalen.

Traditionen daterer sig tilbage til 1921. Her tilsluttede Socialdemokratiet sig for første gang den såkaldte finanslovsnorm og stemte ja til de borgerlige partiers finanslov.

/ritzau/