Professor: Ansvar for muligt lovbrud ligger hos ministre

Selv hvis fødevareminister Mogens Jensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) ikke var vidende om, at der ikke var hjemmel i loven til at kræve alle mink i Danmark aflivet, så er ansvaret deres.

Det siger professor og forskningsgruppeleder ved juridisk institut ved Syddansk Universitet Frederik Waage tirsdag morgen.

– Hvis der er udstedt en ulovlig ordre, så er det ministerens ansvar. Ministeren har det overordnede ansvar i ministerieret og er den øverste embedsmand.

– Og som jeg ser det, er problemet både statsministerens og fødevareministerens kommunikation udadtil. Man melder det ud på et pressemøde samlet, så de har begge ansvaret, siger han.

Onsdag i sidste uge meddelte statsminister Mette Frederiksen og fødevareminister Mogens Jensen på et pressemøde, at alle mink i Danmark skal slås ned.

Efterfølgende er det kommet frem, at der ikke er hjemmel i loven til at kræve af minkavlere uden for smittezonen i Nordjylland, at de skal slå deres dyr ned.

Tirsdag morgen har fødevareminister Mogens Jensen sagt, at han ikke, da pressemødet blev afholdt onsdag, var vidende om, at loven ikke var på plads.

– Alt det, der foregår i et ministerium, er ministerens ansvar. Selvfølgeligt er der også nogle embedsmænd, der skal sikre, at loven bliver overholdt.

– Men det er ministeren, der i sidste ende er ansvarlig for, at der er det fornødne lovgrundlag, siger Frederik Waage.

Mens der i instruktionen til minkavlere ikke er peget på, at der ikke er lovhjemmel til at tvinge dem, og instruksen til dem er meget klar, bliver instruksen nu flere steder omtalt som en opfordring.

Blandt andet skriver Rigspolitiet i et svar til Ritzau om situationen:
– Regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarmere med en opfordring til at påbegynde aflivninger, og parallelt hermed arbejdet på at tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag til om nødvendigt at påbyde dette.

Frederik Waage mener dog ikke, at det fremgik onsdag, at der var tale om en opfordring til minkavlere uden for Nordjylland og ikke et krav.

– Minkavlerne kan ikke have forstået det på anden måde, end at der var lovhjemmel til denne her instruks.

– Så derfor er det fødevareministerens – og sådan set også statsministerens – ansvar, når man utvetydigt stiller sig op og siger, at minkavlerne skal aflive alle deres mink.

– Det er væsentligt at fastholde, at det er tale om en politisk beslutning som har karakter af et meget alvorligt indgreb i borgernes forhold, og så skal der selvfølgeligt være lovhjemmel. Det står ikke til diskussion, at det er ministrene, der har ansvaret, siger Frederik Waage.

/ritzau/