OVERBLIK: Det har regeringen sagt om minkaflivning

Det står klart, at der ikke var hjemmel i lovgivningen, til at regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ned onsdag.

Læs her, hvad regeringen og styrelser har sagt om sagen:
* Onsdag den 4. november:
Statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde:
– Vi vil som regeringen gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at den muterede smitte bliver inddæmmet og ikke spreder sig yderligere. Det kræver meget resolut handling: For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.

– Når alle mink skal aflives – også avlsdyr – så ved vi godt, at det vil blive meget svært for erhvervet at komme tilbage igen.

Statsministeriets hjemmeside om pressemødet 4. november:
– Regeringen har på baggrund af en ny risikovurdering fra sundhedsmyndighederne besluttet at slå alle danske minkbesætninger ned.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) på pressemøde:
– Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle; deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre.

* Fredag den 6. november:
Fødevarestyrelsen i brev til alle minkavlere:
– Regeringen har meldt ud, at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden. Det er vigtigt, at aflivningen foregår hurtigst muligt.

* Søndag den 8. november:
Fødevareminister Mogens Jensen (S) til Ekstra Bladet:
– Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.

– Regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarmere med en opfordring til at påbegynde aflivninger, og parallelt hermed arbejdet på at tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag til om nødvendigt at påbyde dette.

* Mandag den 9. november:
Fødevareminister Mogens Jensen (S) i skriftlig kommentar:
– Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi burde have kommunikeret klart, hvorvidt der er lovhjemmel til, at myndighederne kan påbyde at aflive raske minkbesætninger udenfor sikkerhedszonerne.

– Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det vil jeg gerne beklage.

* Tirsdag den 10. november:
Fødevareminister Mogens Jensen til TV2 News:
– Jeg er ikke på det pressemøde (den 4. november red.) orienteret om, at vi ikke har lovhjemmel. Det bliver jeg først senere på ugen.

– Jeg siger her klart, at vi erkender, at det var en fejl, at minkavlerne ikke havde fået at vide, at der var tale om en opfordring (til at aflive, red.).

– Det skulle have været gjort klart i det brev, der blev sendt ud, og det beklager jeg rigtig meget.

– Jeg kan kun sige, at det er klart, at jeg tager ansvaret for det, der foregår i mit ministerium, anderledes kan det ikke være. Det er ikke op til mig at træffe den afgørelse (om han kan blive som minister red.).

Fødevarestyrelsen i brev til minkavlere:
– Situationen ændrer sig meget hurtigt lige nu, derfor har det været nødvendigt at præcisere og ændre i det brev, vi sendte ud fredag 6. november.

– Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 kilometer fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen:
– Det er korrekt, at der er sket en fejl. Statsministeriet bliver i weekenden gjort opmærksom på det. Der blev derefter taget kontakt til Folketingets partier.

– Hvis vi havde fået det at vide før pressemødet, så havde jeg selvfølgelig sagt det på pressemødet i onsdags.

– I forhold til hvad der er kommunikeret fra fødevaremyndigheden og fødevareministeren, er det i vores øjne helt naturligt, at vi igangsætter en redegørelse, sådan at Folketinget og i øvrige resten af Danmark kan få af vide, hvad der præcist er foregået
/ritzau/