Møde aflyst: Ikke opbakning til hastelov om mink

Tirsdag formiddag skulle Folketingets Udvalget for Forretningsordenen have drøftet hasteloven om aflivning af mink.

Men det møde er aflyst.

Det skyldes, at Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), kan konstatere, at der ikke er opbakning til at hastebehandle det lovforslag, som skal give regeringen lovhjemmel til at beordre alle mink slået ned.

Det oplyser Folketinget.

Det kræver et stort flertal af gennemføre en hastebehandling. Tre fjerdedele af Folketingets medlemmer skal bakke op, før regeringen kan fremsætte en hastelov.

Men en samlet opposition vil ikke være med til at haste lovgivningen igennem.

Regeringen vil have aflivet alle landets mink, fordi der på minkfarme var konstateret mutationer af coronavirus, som kun reagerer svagt på antistoffer.

Det kan betyde, at en kommende vaccine i værste fald vil være mindre effektiv.

Men det har senere vist sig, at regeringen ikke har lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger tirsdag morgen til TV2 News, at han ikke var orienteret om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive mink, da regeringen onsdag i sidste uge meldte det ud på et pressemøde.

– Jeg er ikke på det pressemøde orienteret om, at vi ikke har lovhjemmel. Det bliver jeg først senere på ugen, siger ministeren direkte adspurgt om, hvorvidt han og statsminister Mette Frederiksen (S) var orienteret inden pressemødet.

Mogens Jensen håber, at det trods det tumultariske forløb kan lykkes for regeringen at få det nødvendige flertal i Folketinget for det lovforslag, som den vil lægge frem på området.

/ritzau/