Ellemann tror ikke på statsministerens forklaring om mink

Regeringen har efter egen forklaring besluttet at aflive op mod 17 millioner mink uden at vide, om der var bemyndigelse i loven til at gøre det.

Den forklaring tror formand Jakob Ellemann-Jensen (V) dog ikke på, siger han tirsdag i Folketingssalen.

– Statsministeren gav en ulovlig ordre.

– Jeg har simpelthen ikke fantasi til at tro på, at der ikke er et eneste menneske i det mødelokale, hvor man har drøftet den her ordre, der har gjort opmærksom på, at “vi måske skulle have lovhjemmel”, siger han.

Sagen er eskaleret tirsdag, efter at regeringen i sidste uge meldte ud, at alle mink i hele landet skulle aflives på grund af en mutation af coronavirus i mink.

Det gælder både syge og raske mink, som der er op mod 17 millioner af i Danmark.

Det har siden vist sig, at lovgivningen ikke var på plads. Mette Frederiksen beklager tirsdag sagen i Folketingssalen, men Venstres formand har svært ved at tro på statsministeren.

– Statsministeren er tidligere justitsminister. Det er mig helt uforståeligt, ubegribeligt og utænkeligt, at statsministeren ikke har tænkt undervejs; “måske vi skal have lovhjemmel, inden vi dræber et helt erhverv”. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger han.

Regeringen blev først i weekenden klar over, at der ikke var gyldighed til at dræbe alle mink, ifølge Mette Frederiksen.

/ritzau/