Venstre støtter ikke hastelov om minkaflivning

Regeringen får ikke støtte fra oppositionens største parti, Venstre, til den hastelov, som skal give regeringen lovhjemmel til at aflive alle landets mink.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen:

– Der er for mange uklarheder fra regeringens side. Dels har man givet en ulovlig instruks, og dels har man ikke klarhed over, hvordan man erstatter minkavlernes tab, og dels er der rejst massiv tvivl om regeringens beslutning.

– Derfor kommer vi ikke til at støtte en hastebehandling her og nu.

Regeringen har bedt partierne svare på, hvorvidt de vil støtte behandlingen af lovgivningen allerede mandag klokken 14.00.

Der er dog først indkaldt til møde mandag klokken 15.30.

– Det vil sige, at de spørgsmål, jeg rejser nu, havde jeg tænkt mig at rejse overfor regeringen klokken 15.30, men det får jeg ikke lejlighed til. SÅ hvis man ønsker et svar klokken 14.00, så kan de få det allerede nu.

– Svaret er nej, siger Venstre-formanden.

S-regeringen har brug for Venstre, hvis lovgivningen skal hurtigt igennem Folketinget.

Det kræver nemlig særlig stor opbakning i Folketinget at gennemføre en hastebehandling af et lovforslag. Mindst tre fjerdedele af medlemmerne skal tilslutte sig.

/ritzau/