Regeringen afsætter to milliarder kroner til vækst og omskoling

Regeringen vil afsætte to milliarder kroner til omskoling og opkvalificering af danskere, der har mistet deres job i coronakrisen. En del af pengene skal også gå til omstilling af virksomheder.

Det oplyser finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde forud for finanslovsforhandlinger.

– Regeringens budskab er meget klart: Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at få virksomheder og arbejdspladser godt igennem coronakrisen, siger finansministeren.

Indsatsen tager udgangspunkt i lokale potentialer i de områder, hvor der er behov for omstilling.

Med indsatsen vil regeringen sikre, at Danmark undgår langvarige og geografisk afgrænsede konsekvenser af coronakrisen, oplyser Finansministeriet.

Indsatsen vil være delt i to. Der vil både være initiativer målrettet områder med akutte omstillingsbehov og etablering af syv regionale vækstteams.

De syv teams skal komme med anbefalinger til, hvordan der bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrker, og hvordan vækst og beskæftigelse bedst kan styrkes.

Ifølge Nicolai Wammen er Nordjylland og Tårnby to området, der får vækstteams på grund af henholdsvis minkerhvervet og flybranchen.

/ritzau/