Minkavlere er frustrerede over kaotisk forløb om aflivning

Først lød ordren fra regeringen, at alle mink skulle aflives. Under en uge senere er meldingen blødt op, så det blot er “en opfordring” til minkavlerne om at slå deres dyr ihjel – uanset om de er syge eller ej.

Og det uskønne forløb har frustreret en række minkavlere, heriblandt Henrik Svendsen, der har en farm i Hvalsø på Sjælland. Han siger til Berlingske, at han har følt sig presset af myndighederne.

– Det eneste, vi har fået at vide, er, at vi skal slå vores mink ned, og de (myndighederne, red.) ringer hver anden dag for at høre, hvor langt vi er kommet. De presser os faktisk mere, end hvad rimeligt er.

– Vi kæmper jo fra morgen til aften og lidt til for at prøve at leve op til de krav, der bliver stillet fra regeringens side, siger han til avisen.

Det var onsdag i sidste uge, at statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle slås ned på grund af en virusmutation.

Mutationen cluster 5 kan sprede sig fra mink til mennesker, og frygten er, at en kommende coronavaccine vil være mindre effektiv over for den.

Søndag kom det frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre samtlige mink i Danmark døde.

Som loven er i dag, skal der enten være konstateret sygdom blandt dyr på landbruget, eller landbruget skal ligge i et område med sygdomsudbrud, før myndighederne kan kræve adgang for at aflive dyr.

Også Bjarke Stevnsgaard Andersen, der er minkavler med en farm vest for Hobro, er frustreret over forløbet, som han kalder uskønt.

Til Jyllands-Posten fortæller han, at han står med en dårlig smag i munden efter at have aflivet sin sidste mink mandag.

– Det har været et fuldstændig kaotisk forløb. Det er gået så stærkt, siger han til avisen.

Inden pressemødet i sidste uge var det Bjarke Stevnsgaard Andersens plan, at godt 10.000 af minkene skulle pelses, mens andre skulle sælges eller bruges til avl.

Nu er alle i stedet døde. Ingen af dyrene var ifølge minkavleren syge.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyser mandag, at han tirsdag vil fremsætte et lovforslag, som kan give regeringen mulighed for at kræve alle mink aflivet.

Hvis lovforslaget skal godkendes under hastebehandlingen, kræver det opbakning fra tre fjerdedele af Folketinget. Blå blok har på forhånd afvist at støtte.

Der er mellem 14 og 17 millioner mink i Danmark. Mandag oplyste Fødevarestyrelsen, at over 2,4 millioner af dem var blevet aflivet.

/ritzau/