Lars Christian Lilleholt er udskrevet fra hospitalet

Folketingsmedlem Lars Christian Lilleholt (V) er blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital, hvor han har været indlagt med coronavirus siden mandag.

Det skriver den tidligere minister fra Venstre på Facebook.

– Efter nogle hårde dage har jeg det godt, omend jeg stadig er meget træt, og er nu gået i hjemmeisolation i soveværelset, skriver Lars Christian Lilleholt.

Han sender samtidig en tak til sundhedsvæsenet.

Pas godt på jer selv, for det er ikke for sjov at få Corona. Tak til OUH for god behandling – vi har et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Lars Christian Lilleholt var energi-, forsynings- og klimaminister fra 2015 til 2019, og han er nu Venstres forsvarsordfører.

/ritzau/