Venstre kræver ministersvar efter mink-udryddelse

Oppositionspartiet Venstre trækker nu sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd for at få svar på, hvad præcist der ligger til grund for, at alle mink nu skal aflives.

Regeringen besluttede onsdag at lukke store dele af Nordjylland ned og aflive alle mink. Det sker efter, at en mutation af covid-19, der potentielt kan mindske effekten af en vaccine, er fundet i mennesker.

– Vi synes, at der en masse uklarheder og en masse spørgsmål, der ikke er blevet besvaret. Regeringen mangler at lægge det fuldstændige datagrundlag frem.

– Det er en ekstraordinær situation med tårnhøje menneskelige og økonomiske konsekvenser. Så der er behov for, at regeringen forklarer sig, siger Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen.

Venstre vil have svar på, hvorfor Folketingets partier ikke tidligere blev inddraget, om regeringen har fået eksterne vurderinger fra eksempelvis WHO, hvorfor de fulde datagrundlag ikke er fremlagt og om aflivning er en myndighedsanbefaling eller et politisk valg.

Regeringen har flere gange sagt, at beslutninger skal træffes meget hurtigt for at være på forkant med smitten.

– Det er en historisk, politisk beslutning. Og jeg forestiller mig jo ikke, at man skulle have ventet flere uger, siger Martin Geertsen, der ikke svarer klart på, hvad Venstre havde gjort, havde partiet haft regeringsmagten:
– Regeringen må lægge data frem. Og så må vi på den baggrund tage bestik af, hvad man skal mene om beslutningen.

Regeringens beslutning kom efter et notat fra Statens Serum Institut, SSI, der påviste mutationen i mennesker og pegede på den risiko, det udgør for en mulig vaccine.

Kåre Mølbak, faglig direktør i SSI, understregede i sidste uge, at SSI giver information men at beslutninger om tiltag er politiske.

– Vi har fuldstændig tillid til de danske sundhedsmyndigheder. Og gudskelov for det, for ellers ville vi stå i en helt anden situation.

– Men når der tale om så stor en beslutning, så skal man lægge sit datagrundlag fuldstændigt frem, så man undgår mytedannelser, siger Martin Geertsen.

Efter regeringens beslutning har flere forskere til Berlingske sået tvivl om, hvorvidt den var nødvendig. Faglig uenighed er dog grundvilkår – endda en forudsætning – for moderne videnskab.

Regeringen må dog bidrage til, at diskussionen bliver kvalificeret, siger Martin Geertsen:

– Det er naturligt, at der er uenighed. Men jeg tror, man ville have en mere fuldstændig diskussion, hvis man diskuterede dette her på det samme grundlag. Derfor skal data frem.

– Og regeringen må forklare om man har rådført sig med andre end sig selv, siger han.

/ritzau/