OVERBLIK: Danske partiledere jubler over Biden som præsident

Det er gået verden rundt, at Demokraternes Joe Biden står til at blive USA’s næste præsident.

Amerikanske medier har på baggrund af valgprognoser lørdag aften udråbt Biden som vinder af valget.

Og det vækker begejstring på Christiansborg. Flere partiledere har lørdag aften lykønsket både Biden – men også den kommende vicepræsident Kamala Harris – med sejren.

Få overblik over deres reaktioner her:
* Statsminister Mette Frederiksen (S) siger i en udtalelse på Twitter:
– Tillykke til kommende præsident Joe Biden og kommende vicepræsident Kamala Harris med at vinde det amerikanske præsidentvalg.

– Danmark ser frem til at fortsætte vores tætte bilaterale samarbejde og vil fortsætte arbejdet med at styrke det transatlantiske partnerskab.

* Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, skriver på Twitter:
– Fantastisk nyhed fra USA! Tillykke til Joe Biden, men også til hele USA og hele den frie verden.

* Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative, skriver på Twitter:

– Den fri verden har fået en ny leder. Stort tillykke til Joe Biden med valget i USA.

* Pia Olsen Dyhr, formand for SF, skriver blandt andet på Twitter:
– Tillykke kommende præsident Joe Biden og kommende vicepræsident Kamala Harris. Vi har tiltro til, at I vil skabe forandringer – angående klimaforandringer, kvinders rettigheder og black lives matter. Lad os gøre verden til et bedre sted sammen.

Om at Kamala Harris står til at blive den første kvindelige og afroamerikanske vicepræsident, skriver Olsen Dyhr:
– Tuder lidt! Det er stort. Den første kvindelige vicepræsident. Endnu et glasloft er brudt.

* Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for De Radikale, skriver på Twitter:
– Jaaaaaa. Tak, USA.

Om at Kamala Harris står til at blive den første kvindelige og afroamerikanske vicepræsident, skriver Sofie Carsten:

– Det er så kæmpestort.

* Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, skriver på Twitter:
– Stort tillykke til os alle, men især til de progressive i Det Demokratiske Parti, som har arbejdet så hårdt. Dette er et skridt fremad. Al held og lykke med at ændre jeres land imod en fremtid med lighed, klimaretfærdighed og økonomisk retfærdighed.

* Josephine Fock, der er politisk leder for Alternativet, skriver på Twitter:
– Kæmpe tillykke til Joe Biden. Tillykke hr. præsident.

– Du gjorde det! Tillykke, Kamala Harris.

* Sikandar Siddique, leder af Frie Grønne, skriver på Twitter:
– Tillykke Joe Biden og Kamala Harris! Tillykke til befolkningen i USA. Tillykke verden. Tillykke univers.

/ritzau/