Mette Frederiksen lykønsker Biden med valgsejr i USA

Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker Joe Biden tillykke med sejren i det amerikanske præsidentvalg. Også Kamala Harris, der står til at blive vicepræsident, blive lykønsket.

Det skriver Statsministeriet på Twitter, efter at en stribe amerikanske medier lørdag aften har udråbt Demokraternes Joe Biden som vinder i den vigtige svingstat Pennsylvania.

– Danmark ser frem til at fortsætte vores tætte bilaterale samarbejde og vil fortsætte arbejdet med at styrke det transatlantiske partnerskab, siger Mette Frederiksen i udtalelsen på det sociale medie.

Biden har ifølge valgprognoserne krydset grænsen på de 270 valgmænd, det kræver at blive USA’s næste præsident.

Alle stemmer er dog lørdag aften dansk tid endnu ikke talt op, og den siddende præsident, Donald Trump, er lodret uenig med medierne.

Han vil prøve valgresultatet ved domstolene.

Mette Frederiksen, der blev statsminister efter folketingsvalget i sommeren 2019, havde efter kort tid på posten en kontrovers med netop Donald Trump.

I slutningen af juli sidste år oplyste kongehuset, at præsident Trump og førstedame Melania Trump ville komme på officielt statsbesøg i Danmark i begyndelsen af september.

Parret var inviteret af dronning Margrethe, men Trump skulle også mødes med Mette Frederiksen, formanden for Grønlands Landsstyre, Kim Kielsen, og den færøske lagmand under sit to dages-besøg.

Inden da nævnte en af præsidentens rådgivere, at Trump-regeringen var ved at “kigge på” et muligt køb af Grønland, som er en del af Kongeriget Danmark.

Trump bekræftede, at han ud fra et strategisk synspunkt var interesseret.

Den danske statsminister kaldte det for en “absurd diskussion”, hvilket fik Trump til helt at aflyse sit statsbesøg i Danmark.

Og Trump har siden ikke lagt vejen forbi.

I juli i år landede til gengæld Mike Pompeo, USA’s udenrigsminister, i Danmark, hvor han mødtes med blandt andre Mette Frederiksen.

– Vores partnerskab er afgørende for national sikkerhed og økonomisk vækst, skrev Pompeo i den forbindelse på Twitter.

Hvis Joe Biden formelt udråbes som vinder af valget, bliver han indsat som præsident den 20. januar næste år.

/ritzau/