Nordjyder skal undgå at krydse kommunegrænser

Borgere i syv nordjyske kommuner bliver kraftigt opfordret til at undgå at krydse kommunegrænser for at inddæmme coronasmitte fra mink.

Opfordringen gælder allerede fra torsdag aften.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, hvor hun annoncerer skærpede restriktioner for kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

Det vil komme til at berøre flere end 280.000 borgere.

De skærpede restriktioner kommer, efter at Statens Serum Institut har konstateret, at en mutation af coronavirusset har spredt sig fra mink til mennesker.

Den mutation af virusset vil størstedelen af de vacciner, der er ved at blive udviklet, ikke beskytte optimalt imod.

– Hele Danmark kommer til at trække store veksler på jeres tålmodighed og samfundssind. Muteret coronavirus risikerer at påvirke effekten af en kommende vaccine, så situationen er selvsagt alvorlig, siger Mette Frederiksen.

Samtidig bliver alle borgere med bopæl uden for de berørte kommuner opfordret til at undlade at rejse ind i de syv kommuner. Det samme gør personer, som bor uden for Danmark.

Arbejdsgivere bliver opfordret til at sende alle ansatte, som ikke varetager kritiske funktioner, hjem. Det gælder både offentlige og private arbejdspladser.

Kritiske funktioner omfatter blandt andet personale, som er ansat i sundhedssektoren eller ældreplejen.

Lørdag skal restauranter og barer lukke for alt andet end takeaway.

Derudover bliver al kollektiv trafik – det er blandt andet busser, tog og færger – ind og ud af de berørte kommuner lukket. Internt i kommunerne kan busser og tog fortsat køre.

– Der er tale om en reel nedlukning af Nordjylland. Der vil selvfølgelig være adgang til hjælpepakker. Vi præsenterer tiltagene snart, og vi vil gå i dialog med Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter om det, siger Mette Frederiksen.

Onsdag meddelte regeringen at alle mink – også avlsdyr – skal aflives for at bremse coronasmitten. De skærpede restriktioner kommer i kølvandet på den melding.

Mette Frederiksen vil ikke udelukke, at der også kan blive behov for skærpede restriktioner i flere dele af landet.

Der er allerede konstateret ét tilfælde af den muterede coronavirus på Midtsjælland.

– Sundhedsmyndighederne kommer til at undersøge bredere på om det har spredt sig. Og så må vi tage stilling til det, siger hun.

Tiltagene i Nordjylland gælder foreløbigt til og med den 3. december.

/ritzau/