Millioner sendes til DR efter bedre inddrivelse af licens

Det kommer nu DR og den danske filmbranche til gode, at Skats systemer er blevet bedre til at inddrive licens.

DR får således 64,6 millioner kroner til at styrke sit public service-tilbud, mens Det Danske Filminstitut får 17 millioner kroner til corona-omkostninger.

Det skriver Jyllands-Posten.

Pengene kommer fra det såkaldte merlicensprovenu, der er overskydende licens i forhold til fordelingen af indtægterne fra licens for 2019.

Det er normalt, at de overskydende licensmidler fordeles. Tidligere er DR’s andel blev øremærket til specifikke formål.

Denne gang skal nogle af midlerne bruges til at dække 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse. Den finder sted i 2021. Det er dog ikke noget, som politikerne har krævet.

– Det er en af de ting, DR har selv har spillet ind med, som vi har taget til efterretning.

– Hvordan de gør det, og hvor mange penge de bruger på det, bliver en beslutning for ledelsen og bestyrelsen hos DR, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Jyllands-Posten.

Hun fortæller, at DR står med underskuddet alene, når der ikke bliver indkrævet den licens, der er budgetteret med. Derfor skal de også have del i midlerne.

– Men fordi vi står i en ekstraordinær situation på grund af corona, har det også været vigtigt at uddele en betragtelig portion af pengene til produktion af dansk film, som jo især i foråret blev ramt af restriktioner, siger hun til avisen.

Også Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn får del i pengene. De får tre millioner kroner.

Bag aftalen står et bredt politisk flertal. Det består af regeringen, DF, Venstre, De Konservative, Enhedslisten, SF, De Radikale og Alternativet.

/ritzau/