Flere S-ministre går fri af coronavirus efter test

Det er ikke kun statsminister Mette Frederiksen (S), som har fået et godt resultat af en coronatest og dermed ikke ser ud til at være smittet med virusset.

Otte andre ministre har foreløbig meldt ud, at de har fået en negativ test.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kunne onsdag aften meddele, at de er blevet testet negative for virus.

– Min coronatest er negativ – så i morgen (torsdag, red.) bliver hverdagen mere normal igen, lød det onsdag aften fra Trine Bramsen på Facebook.

Også Pernille Rosenkrantz-Theil kunne fortælle, at hun ser ud til at have undgået smitte.

– Jeg har lige fået en negativ coronatest. Ingen sygdom. Dejligt, når negativt er positivt, skrev hun på Facebook.

Onsdag aften meddelte Social- og Indenrigsministeriet på Twitter, at også social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) var blevet testet negativ.

Torsdag morgen har også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) meldt sig på holdet af ministre, der har fået en negativ test.

– Godt at få hurtig afklaring, men også en personlig påmindelse om, at den her pokkers pandemi ikke er overstået endnu, skriver Peter Hummelgaard på Facebook.

Miljøminister Lea Wermelin (S) skriver på Twitter, at også hun er blevet testet negativ.

Det samme gør Mogens Jensen (S), der er minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling samt for nordisk samarbejde.

Torsdag eftermiddag er både finansminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kommet på banen med samme nyhed.

– Jeg har fået svar på min coronatest. Heldigvis var testen negativ. Jeg fortsætter dog med at arbejde så meget virtuelt som muligt de kommende dage, da jeg for at være på den sikre side får taget endnu en test i morgen, skriver Wammen på Facebook.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er indtil videre den eneste af regeringens ministre, som er blevet testet positiv for coronavirus.

En række andre ministre afventer testsvar. Onsdag kom det frem, at i alt 13 af regeringens 20 ministre – heriblandt altså statsministeren – havde selvisoleret sig, fordi de har været i kontakt med en smittet person.

/ritzau/