Mette F. skal coronatestes efter Hækkerups positive testsvar

Statsminister Mette Frederiksen (S) er gået i selvisolation og skal testes for coronavirus efter justitsminister Nick Hækkerups (S) positive testsvar.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

– Statsministeren deltog i et møde med justitsministeren fredag den 30. oktober 2020, hvor alle retningslinjer for afstand mv. blev fulgt. Statsministeren udviser pt. ingen symptomer på covid-19 og vil i videst muligt omfang fortsætte sit arbejde med virtuelle møder, står der i pressemeddelelsen.

Mette Frederiksen er i selvisolation, indtil hun har fået svar på sin test.

Statsministeren er ikke den eneste minister, der har deltaget i møder med Hækkerup, som natten til onsdag på Facebook meddelte, at han var testet positiv for coronavirus.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meddelte allerede tirsdag, at de var gået i selvisolation på grund af møder med Hækkerup.

Statsministeriet skriver onsdag, at også social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S), forsvarsminister Trine Bramsen samt kulturminister Joy Mogensen (S) er gået i selvisolation og skal testes efter møder med Hækkerup.

Derudover er en række andre ministre også gået i selvisolation og afventer testsvar efter at have været i kontakt med en person, der er testet positiv.

ritzau/