Flere restriktioner skal mindske muteret coronasmitte

Regeringen vil indføre yderligere restriktioner i nordjyske kommuner, der er berørt af en mutation i coronavirus hos mink.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag.

Der er registreret 12 personer i Nordjylland med coronavirus, som er muteret.

For at inddæmme smitten anbefaler myndighederne, at der indføres en række nye tiltag.

De berørte kommuner i Nordjylland er blandt andet Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

Sundhedsmyndighederne har endnu ikke de konkrete tiltag og restriktioner klar, men ifølge statsministeren “vil der være tale om en nedlukning, der går længere end de restriktioner, der gælder i resten af Danmark”.

– Vi ved godt, at vi efterlader jer i Nordjylland i uvished til i morgen. Det beklager jeg. Men vi skal handle nu. Det drejer sig om liv og død ikke kun i Danmark, men i hele verden, siger hun.

Tiltagene vil blive præsenteret torsdag.

Ifølge Mette Frederiksen vil myndighederne lave en konkret plan for, hvordan der bliver testet så mange som muligt fra de berørt områder i Region Nordjylland.

/ritzau/