Tidligere Venstre-minister er indlagt med coronavirus

Venstres forsvarsordfører, den tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt, er blevet er indlagt med coronavirus på Odense Universitetshospital. Det skriver han på Facebook.

– En coronatest viste, at jeg er smittet med covid-19. Der er stødt en lungebetændelse til.

– Jeg er i gode hænder, omend jeg er noget syg og bliver behandlet med blandt andet Remdesivir. Alle, jeg har været i nær kontakt med de seneste fem dage, opfordres til at lade sig teste. Pas godt på hinanden, skriver han.

Lægemidlet Remdesivir gives intravenøst og var det første lægemiddel, der i et større klinisk studie viste effekt på patienter med covid-19.

Remdesivir nedsatte indlæggelsestiden fra 15 til 11 dage, lød konklusionen på studiet, som også blev udført i Danmark.

Den 55-årige politiker, som var energi-, forsynings- og klimaminister fra 2015 til 2019, er ikke den eneste politiker på Christiansborg, der er ramt af coronavirus.

Mandag aften meddelte socialdemokraten Jeppe Bruus, der også sidder i Folketinget, at han er blevet testet positiv for coronavirus.

– Jeg har her til aften fået et positivt (negativt, da jeg er smittet) svar på en coronatest fra i går, hvor jeg vågnede med feber mv.

– Har været i kontakt med stort set alle, jeg har været til møder med i sidste uge. Er nu isoleret, og håber det er hurtigt overstået. Har det ok, skrev Bruus på Twitter.

Også det konservative folketingsmedlem Egil Hulgaard meddelte mandag, at han er coronasmittet.

Desuden har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) isoleret sig og venter på testsvar.

Hækkerup skrev mandag, at han var blevet syg og havde symptomer på coronavirus. Hummelgaard har ingen symptomer, men har holdt møde med en smittet person og bliver derfor testet tirsdag.

/ritzau/