Søren Pape Poulsen er smittet med corona

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er som den første danske partiformand konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser De Konservative tirsdag.

Partiformanden skriver på Facebook, at han har det godt på trods af coronasmitte.

– Jeg har det heldigvis rigtig godt, men tager selvfølgelig alle forholdsregler og arbejder hjemmefra, så jeg ikke risikerer at smitte andre, skriver han i opslaget.

Søren Pape Poulsen blev testet i slutningen af sidste uge og fik svar tirsdag. Han har været selvisoleret siden fredag, efter at en kollega gjorde ham opmærksom på, at vedkommende selv var smittet.

På Facebook roser formanden sin kollega.

– Jeg er rigtig glad for, at min kollega gav mig besked i fredags om, at jeg kunne være udsat – det er en tydelig påmindelse om, at vi både skal tage forholdsregler og opsporing dybt alvorligt, skriver han.

Han ser frem til at komme tilbage, når hans sygdomsforløb er ovre.

De Konservative vil fremover holde partiets gruppemøder virtuelt. Partiet sidder i virtuelt gruppemøde tirsdag indtil klokken 13.

De Konservative vil også sørge for, at alle partiets politikere bliver testet for coronavirus regelmæssigt.

Miljøordfører for De Konservative, Egil Hulgaard, er også testet positiv for coronavirus. Det skrev han på Facebook mandag. Ifølge opslaget har han en smule feber.

Ud over hos De Konservative er der coronasmitte i både Venstre og Socialdemokratiet.

Tirsdag skulle der have været spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S). Spørgetimen er indtil videre blevet rykket til onsdag 4. november, fremgår det af en mail fra Folketingets administration.

Det skyldes, at statsministeren fredag har deltaget i et møde med justitsminister Nick Hækkerup, som er hjemsendt med symptomer og venter på svar på en coronatest.

/ritzau/