Socialdemokratiet: Folketinget har taget corona alvorligt

Coronavirusset har gjort sit indtog på Christiansborg, men Folketinget har taget sine forholdsregler. Det mener Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff.

– Folketinget har virkeligt taget det alvorligt med nogle gode forholdsregler for at passe på medarbejderne på Borgen, siger han om coronaudbruddet på Christiansborg.

Han påpeger, at sundhedsmyndighedernes restriktioner generelt er blevet taget alvorligt af alle, der har sin gang på Borgen. Både medarbejdere, politikere og journalister.

Ifølge Rasmus Horn Langhoff har man i Socialdemokratiet gjort alt, hvad man kunne for at undgå coronasmitte.

I partiet er en smittet, og flere ministre er i den forbindelse hjemsendt.

Han påpeger, at man “i øjeblikket ikke ved, hvor smitten kommer fra, og hvordan den har bevæget sig”.

/ritzau/