Engell om regeringens tvungne vegetardage: Det var en tabersag

Det er en speget sag, når regeringen har valgt at tage et forslag om at indføre to tvungne vegetardage om ugen i statslige kantiner af bordet igen.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter at finansminister Nicolai Wammen (S) mandag aften droppede forslaget fra regeringen.

I stedet for at komme i mindretal og blive til grin har regeringen valgt at droppe forslaget, mener Hans Engell.

– Det er meget fornuftigt, det var en tabersag i dén grad. Danskerne er ikke generelt imod at spise mere grønt og leve sundt, det er der mange, der har stor appetit på.

– Det, folk reagerer imod er, at staten skal blande sig i, hvad der skal serveres på de statslige arbejdspladser, siger den politiske kommentator.

Forslaget nåede at leve i fem dage, inden regeringen trak det. Både SF og De Radikale støttede det, men der lød et ramaskrig fra blå partier og på de sociale medier.

– Det er de meget kraftige og negative reaktioner om, at staten ikke skal blande sig i, hvad der bliver sat på bordet. Det er noget, man bestemmer lokalt, siger Hans Engell.

Forslaget blev trukket, efter at regeringen har været i dialog med flere fagforeninger om forslaget. Finansministeriet afviser at oplyse hvilke.

HK Stat bifalder dog regeringens beslutning om at lade de kødfrie dage være valgfrie.

Hans Engell mener, at Wammen og regeringen har fejllæst vælgerne. Det skyldes ikke mindst sammenfaldet med coronakrisen.

– Vi er i en dyb og alvorlig coronakrise, hvor man gennemfører en række kraftige restriktioner.

– Det er ikke fordi, de to kødfrie dage har noget at gøre med corona. Men vi er inde i en fase, hvor der i forvejen er meget statsstyring og mange begrænsninger, og folk har ikke lyst til, at man ovenikøbet blander sig i, hvad der bliver sat på bordet i kantinen, siger han.

Han påpeger, at der i langt de fleste kantiner i dag er valgmuligheder, hvor folk selv kan vælge, om de vil spise vegetarisk eller kød.

/ritzau/