Tegnere afviser at lade Nye Borgerlige bruge tegninger af Muhammed

Det franske satiremagasin Charlie Hebdos tegnere har sagt nej til at lade Nye Borgerlige bruge magasinets satiretegninger af profeten Muhammed i annoncer.

Det oplyser Charlie Hebdos pr-bureau til Ekstra Bladet.

– Efter konsultation med tegnerne har Charlie Hebdo ikke lavet en sådan aftale med dette politiske parti, som de ikke deler nogen som helst synspunkter med, lyder det fra magasinet ifølge Ekstra Bladet.

Tegnerne ønsker ikke at samarbejde med Nye Borgerlige. Men det er fortsat uvist, om partiet alligevel i sidste ende får lov at bruge tegningerne.

Planen er at betale aviser i Danmark for at indrykke annoncer med Charlie Hebdos tegninger af Muhammed.

Weekendavisen og Berlingske har tilkendegivet, at de er klar til at indrykke dem. Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har derimod sagt nej.

På trods af tegnernes afvisning er Nye Borgerliges pressechef, Lars Kaaber, fortrøstningsfuld.

Det er Lars Kaaber, som fører dialogen med Charlie Hebdos advokat om at få lov at købe rettighederne til tegningerne.

– Når ellers det falder på plads, så tror jeg, det er fuldstændig og aldeles en standardaftale som Charlie Hebdo indgår med masser af medier over hele verden hele tiden, siger han.

Ønsket fra Nye Borgerlige om at bringe annoncer med tegninger af profeten Muhammed kom for at vise sympati med den franske skolelærer Samuel Paty.

Han fik for nogle uger siden skåret halsen over efter at have vist satiretegninger af Muhammed for sine elever, som tidligere har været bragt i Charlie Hebdo.

Nye Borgerlige har igangsat en kampagne for at samle penge ind til at betale for annoncerne. Status for indsamlingen er mandag ved frokosttid, at der samlet 302.400 kroner ind.

Charlie Hebdo har en venstreorienteret redaktionel linje, mens Nye Borgerlige er et højreorienteret parti. Men det afviser Lars Kaaber er noget problem.

– Vi tager jo ikke Charlie Hebdo til indtægt for vores politiske synspunkter. Det, der er tale om, er, at der er en skolelærer nede i Frankrig, som har brugt de her to tegninger i undervisningen, og det er han blevet slået ihjel for, siger han.

/ritzau/