Nick Hækkerup er syg med coronasymptomer – holder sig hjemme

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er syg og har symptomer på coronavirus.

Han er mandag blevet testet for virus og holder sig hjemme, til han har et svar på testen og er rask. Det skriver han på Facebook.

– Jeg er i dag blevet testet for corona, fordi jeg desværre er blevet syg med symptomer. Jeg holder mig derfor hjemme, indtil jeg forhåbentlig har fået et negativt svar og i øvrigt føler mig rask. Jeg vil ikke risikere at smitte kolleger eller andre, jeg omgås med, skriver Nick Hækkerup (S).

Indtil videre er de danske folketingspolitikere og ministre sluppet uden om smitte bortset fra socialdemokraten Bjørn Brandenborg, der blev smittet i starten af oktober.

Den 52-årige Nick Hækkerup har været i Folketinget siden 2007 og har tidligere haft en række forskellige ministerposter – herunder forsvarsminister, europaminister og sundhedsminister.

Inden han gik ind i landspolitik var han gennem syv år borgmester i Hillerød Kommune i perioden 2000-2007.

Indtil videre er 47.299 blevet testet positive for coronavirus i Danmark.

Knap 2,9 millioner personer har fået taget minimum en test. Det svarer til cirka halvdelen af befolkningen.

/ritzau/