Hærens 15 nye kanoner leveres næste år efter coronaforsinkelse

Danmarks 15 kommende Caesar-artillerikanoner er forsinket og vil først blive leveret i første halvår af 2021.

Det var ventet i Forsvaret, der har trænet med to ufærdige kanoner, men nu bekræfter forsvarsminister Trine Bramsen (S) det overfor Folketinget.

– Leveringen af artillerisystemerne var indledningsvist forventet til medio 2019, men forventes nu udskudt til første halvår af 2021, skriver hun i en orientering.

Anskaffelsen blev forsinket grundet et behov for at justere designet og integrere en ny gearkasse. Desuden var der tekniske problemer med systemernes kanonrør samt forsinkelser af visse dele.

Det blev udskudt yderligere cirka otte måneder på grund af coronavirus, der gav problemer for den franske producent Nexter og udfordringer med at teste udstyret.

De samlede udgifter udgør knap 356 millioner kroner, og forsinkelsen har ikke medført en fordyrelse.

De to 155 mm Caesar-kanoner blev i starten af året testet af det danske forsvar. Der blev identificeret en række ting, som skal ændres, når de endelige kanoner produceres til Danmark.

Det gælder blandt andet montering af ekstra skærme og greb samt et mere brugervenligt styresystem.

Kanonerne anvendes i en lettere version i den franske hær, hvor den er monteret på en treakslet Renault-platform.

Den danske version er tungere, fordi kabinen er sikret mod lettere våbentyper, og så er den fireakslet.

Der er også større krav til skudhastighed fra den danske hær.

Systemet er endnu ikke godkendt til skarpskydning, fordi der mangler en række test. De ventes gennemført næste år.

/ritzau/