Minister vil skærpe krav og bremse tobaksbranchens prisfinte

Selv om afgiften på cigaretter steg markant i foråret, er der fortsat blevet solgt cigaretter til den “gamle” og billigere pris.

Tobaksproducenter har simpelthen forsøgt at snige sig uden om lovgivningen, men nu vil regeringen med skatteminister Morten Bødskov (S) i spidsen skærpe kravene og styrke kontrollen.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er både dybt forargeligt og direkte usmageligt, når virksomheder i vores samfund så aktivt modarbejder hensigten i den lovgivning, der kommer fra Folketinget, udtaler Morten Bødskov.

Det var med finansloven for 2020, at regeringen sammen med et flertal i Folketinget vedtog at lade afgifterne på tobak stige ad to omgange.

Første gang den 1. april 2020 og anden gang den 1. januar i 2022.

Siden priserne steg første gang, har flere tobaksproducenter forsøgt at fastholde den gamle pris på cigaretter ved at bestille stempelmærker med lavere priser.

Samtidig har forhandlere sørget for at opbygge tobakslagre for at kunne fortsætte salget af billigere cigaretter.

/ritzau/