De Radikale og blå partier kræver en million grønne biler

Presset på regeringen for at sikre, at der i 2030 er en million grønne biler på de danske veje, kommer nu fra begge sider af Folketinget. Venstre, De Konservative og De Radikale er nemlig gået sammen for at føre regeringens hånd.

Det skriver Berlingske tirsdag aften. De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, uddyber:

– Det skal være billigere at vælge grønt end at vælge sort. Det er centralt for den grønne omstilling. Transporten står for en tredjedel af den samlede udledning, så vi skal tage fat.

– Ikke bare med små justeringer, som regeringen lægger op til. Det er muligt, hvis man vil prioritere det. Det viser vi nu sammen med Venstre og Konservative, at vi er, siger Sofie Carsten Nielsen.

Regeringen lagde først op til, at målsætningen skal være 500.000 grønne biler, hvilket dækker over elbiler og hybridbiler. Ifølge et notat, Ritzau har set, lægger regeringen nu op til 600.000.

Eldrup-kommissionen, der har analyseret mulighederne for at få flere grønne biler på vejene, konkluderede, at det vil koste et anseeligt milliardbeløb at nå en million grønne biler.

– Regeringen må regne på, hvad det vil koste at nå en million grønne biler. Og det kommer jo også an på, hvilke forudsætninger, man lægger ind.

– Vi siger bare, at vi er villige til det. Og at vi gerne vil sætte råderum af og lave andre finansieringstiltag. Jeg er med på, at aftalen skal favne, så vi er klar til at forhandle, siger Sofie Carsten Nielsen.

Blandt finansieringsforslagene er en effektivisering af jobcentrene og lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft.

Og så skal statens samlede indtægter fra skatter og afgifter på biler falde.

Eldrup-kommissionen konkluderede, at man for at nå en million elbiler skulle gøre det så dyrt for eksisterende ejere af fossilbiler, at mange skifter deres bil ud, før den er slidt ned.

– For os i De Radikale må det gerne bliver dyrere både at have og købe en sort bil. Men til gengæld billigere at købe og have en grøn bil.

– Her ligger vi nok mere på den side, at det gerne må blive dyrere for ejere af benzinbiler, end regeringen, Venstre og Konservative.

– Men nu er vi enige om målet – en million grønne biler, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/