Venstre godkender Ellen Trane som borgmesterkandidat

Folketingsmedlem og forhenværende minister Ellen Trane Nørby (V) er blevet kåret som Venstres borgmesterkandidat i Sønderborg Kommune.

Det skriver JydskeVestkysten.

– Sønderborg-området er mit hjem, og jeg har boet her længere end i mit barndomshjem, sagde Ellen Trane Nørby til de cirka 100 Venstre-medlemmer, der mandag godkendte den tidligere sundhedsministers kandidatur.

Dermed bliver hun udfordrer til socialdemokraten Erik Lauritzen, der var tæt på absolut flertal ved seneste kommunalvalg.

Ud over at have en populær borgmester, står Socialdemokratiet godt i meningsmålingerne, mens Venstre er gået tilbage siden valget.

Allerede tirsdag i sidste uge stod det klart, at Ellen Trane Nørby ville søge mandat fra sit parti til at gå efter borgmesterposten i Sønderborg.

– Jeg har fået virkelig mange opfordringer, og nu er tiden der, hvor jeg gerne vil lægge mit politiske engagement på at styrke den by og det område, jeg bor i og holder så meget af, sagde hun dengang.

/ritzau/