Radikale mister opbakning efter intern strid og krænkelser

Interne stridigheder, seksuelle krænkelser og den politiske leders afgang har til tilsyneladende gjort vælgeropbakningen til De Radikale mindre.

I den nyeste meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzaus Bureau svarer bare 5,1 procent af de adspurgte, at de vil stemme på partiet, hvis der var valg i morgen.

Til sammenligning fik partiet ved folketingsvalget sidste sommer 8,6 procent af stemmerne.

Det hører med, at der for De Radikale er en statistisk usikkerhed på 1,4 procentpoint i mandagens måling.

Målingen er gennemført fra den 19. oktober til den 25. oktober, hvilket er ugen efter efterårsferien, som var særdeles turbulent for partiet.

Partiets interne diskussioner blev bragt ud i det åbne rum, fordi flere medlemmer skrev opslag på sociale medier.

Morten Østergaard måtte 7. oktober træde af som politisk leder efter dårlig håndtering af en sag, hvor han krænkede en partikollega. Næstformand Sofie Carsten Nielsen blev herefter valgt som ny politisk leder.

Den første måling efter Morten Østergaard havde trukket sig, viste ellers kun et lille fald på 1,3 procentpoint.

Men med den nyeste måling må man helt tilbage til 14. oktober 2018 for at se en lige så lav vælgeropbakning til partiet. Her lød opbakningen på 5 procent.

/ritzau/