Regeringen vil afsætte 50 millioner til at bekæmpe ensomhed

Regeringen vil afsætte 50 millioner kroner, der blandt andet skal gå til at bekæmpe ensomhed og isolation under coronaudbruddet.

Pengene er tiltænkt at gå til kulturlivet og foreninger på det sociale område. Det fortæller socialminister Astrid Krag (S) på et pressemøde.

– Vi ved, at den nuværende situation kan føre til ensomhed og isolation. Især for sårbare unge og ældre. Det er en hård tid, vi går ind i.

– Kampen mod ensomhed og isolation skal komme bredt ud i samfundet, så vi kommer igennem den her tid, siger Astrid Krag.

Udspillet kommer, dagen før at forsamlingsloftet bliver sænket til 10 fra 50. Ud over at færre må samles på samme sted, har sundhedsmyndighederne samtidig opfordret til, at man indsnævrer sin social omgangskreds.

Der er lagt op til, at Folketingets partier skal inddrages i forhandlinger om, hvordan de 50 millioner kroner skal fordeles.

I foråret blev der afsat 250 millioner kroner til lignende indsats, og de 50 millioner kroner skal ses som et supplement.

Det er regeringens plan, at pengene skal ud i år.

/ritzau/