Ny aftale om nedfrysning af æg udelukker singlekvinder

I sidste uge blev partierne i Folketinget enige om at ophæve grænsen på fem år for nedfrysning af æg i forbindelse med fertilitetsbehandling eller sygdomsforløb.

Men aftalen udelukker singlekvinder, der vælger at få udtaget ubefrugtede æg til senere brug. Det skriver DR.

Det er, på trods af at Etisk Råd har anbefalet at ophæve grænsen på fem år for alle kvinder.

Den nye aftale betyder, at æg fremover vil kunne opbevares nedfrosset, indtil kvinden fylder 46 år, som er grænsen for, hvor længe en kvinde kan få hjælp til fertilitetsbehandling i Danmark. Tidligere blev æg destrueret efter fem år.

Flere sundhedsordførere i Folketinget fortæller, at den nye aftale blev hastet igennem.

Inden aftalen blev stemt igennem, blev partierne dog præsenteret for, hvad det ville koste at ophæve femårsgrænsen.

Hvis grænsen ophæves for æg udtaget i forbindelse med fertilitetsbehandling og sygdom, vil det koste samfundet 2,6 millioner årligt.

For alle æg skønnes prisen til 11,8 millioner kroner årligt, viser et notat fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Hos SF vil sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen ikke afvise, at man kan se på aftalen igen. Samme melding kommer fra Enhedslisten og Konservative.

– I første omgang havde vi fokus på at hjælpe de kvinder og par, som har brug for at have æg frosset ned i længere tid som følge af sygdom eller på grund af fertilitetsproblemer.

– Derfor blev aftalen hastebehandlet og vedtaget. Men det hele er gået meget hurtigt, og jeg vil ikke afvise, at vi skal se på det igen, siger Kirsten Normann Andersen til DR.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener omvendt, at “vi får et kunstigt samfund”, hvis man som 20-årig kan få nedfrosset æg og have den gemt til den dag, man har brug for dem. Det siger hun til DR.

Det har ikke været muligt for DR at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

/ritzau/