Minister: Studerende med presset økonomi kan få gratis mundbind

Hvis udgiften til at købe mundbind er for stor en post i studerendes budget, har de mulighed for at hente gratis mundbind hos deres lokale kommune.

Det fortæller undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et pressemøde.

– Hvis man ikke har råd til mundbind, kan man hente det på kommunen, siger hun.

Der vil derimod ikke som udgangspunkt blive uddelt gratis mundbind på skoler og uddannelsesinstitutioner. Den enkelte institution kan dog selv vælge at gøre det, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Meldingen kommer, forud for at det torsdag bliver et krav at bære mundbind på fællesarealer på uddannelsesinstitutioner.

Det er for eksempel på gangene og i kantinen, men ikke i klasselokaler.

/ritzau/