Sundhedsminister: Kontakttallet stiger til 1,2

Kontakttallet stiger til 1,2, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde. Så længe tallet er over 1, betyder det, at epidemien vokser i samfundet.

Med et kontakttal på 1,2 smitter en coronasmittet person i gennemsnit 1,2 andre personer.

Hvis tallet omvendt er mindre end 1, betyder det, at 10 smittede i gennemsnit smitter færre end 10 andre.

Det vil altså sige, at epidemien vil dø ud, hvis kontakttallet længe nok er under 1.

Det beskrevne kontakttal er beregnet ud fra udviklingen i antallet af bekræftede smittetilfælde.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at der det seneste døgn er 859 registeret nye tilfælde af coronavirus.

/ritzau/