Myndighederne indfører forbud mod salg af alkohol efter 22

Fra på mandag bliver salg af alkohol forbudt efter klokken 22.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.

– Der kan man altså ikke ikke længere gå ned om hjørnet til 7-eleven og købe alkohol, siger hun.

Dermed bliver det altså forbudt for kiosker og detailhandlen at sælge alkohol efter klokken 22.

Kravet indføres, efter at coronasmitten i Danmark har været stigende den seneste tid. Der er fredag bekræftet 859 smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn
Det er det højeste antal, der er registreret i Danmark under coronakrisen.

Restriktionen er en tilføjelse til kravet om, at restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet frem til 2. januar.

Derudover bliver kravet om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café også forlænget frem til 2. januar. Restriktionen gælder både gæster og ansatte.

/ritzau/