DGI vil fritage børn og unge fra kommende restriktioner

Børn og unge skal stadig kunne spille fodbold og gå til gymnastik, hvis forsamlingsforbuddet sænkes yderligere. Det mener Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).

Der er nye restriktioner for at bremse coronasmitten på vej, varslede statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag.

En af de knapper, som politikerne overvejer at skrue på, er forsamlingsforbuddet. Det ligger i øjeblikket på maksimalt 50 personer.

Hvis det sænkes yderligere til for eksempel 10 eller 20 personer, så rammer det idrætsforeninger og særligt børn og unges trivsel hårdt, siger formand Charlotte Bach Thomassen.

– Det går hårdt ud over vores børn og unge. Så at forsamlingsantallet falder drastisk, som vi kan være bange for nu, vil gå hårdt ud over børn og unges trivsel og frivillige foreningers virke, siger hun.

Opfordringen fra DGI er derfor klar:
– Alternativet er at undtage de unges foreningsliv, og det beder vi politikerne overveje. For børn og unges mentale, sociale og fysiske trivsel vil rammes vanvittigt hårdt, siger Charlotte Bach Thomassen.

Udfordringen er, at hvis man maksimalt må samles 10-20 mennesker, så er det langt under, hvad foreningerne normalt samler på et gymnastik- eller fodboldhold.

– Hvis de skal deles op, så skal antallet af trænere fordobles, vi skal bruge flere frivillige, og der er ikke lokaler og baner til alle. Det bliver meget sværere for foreningerne at virke med det frivillige setup, de har, siger hun.

DGI har 6400 foreninger med omkring 1,7 millioner danskere som medlemmer.

I foråret var det muligt for mange foreninger at rykke træningen udenfor i det gode vejr.

Men fordi vi denne gang befinder os midt i efteråret og går mod mørkere tider, er det ikke en øvelse, som foreningerne på samme måde kan gentage, siger Charlotte Bach Thomassen.

Hun mener godt, at DGI kan overholde alle retningslinjer og undgå smitte med coronavirus.

Statsministeren sagde torsdag, at regeringen også overvejer at øge brugen af mundbind.

Desuden ser man på yderligere restriktioner i nattelivet, hvor restauranter og barer i dag skal lukke klokken 22.

Det er ikke oplyst, hvornår regeringen vil meddele de varslede stramninger. Men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde torsdag morgen, at stramningerne ville afhænge af udviklingen i smittetal “de næste to-tre dage”.

/ritzau/