Næstformand: Samtaler i S-ledelsen bidrog til Frank Jensen-exit

Det var blandt andet efter drøftelser i Socialdemokratiets ledelse, at Frank Jensen trak sig som overborgmester i København og næstformand i partiet.

Det bekræfter Mogens Jensen, som er den ene af partiets to næstformænd, natten til tirsdag.

Socialdemokratiets ledelse består af to næstformænd – hvoraf Mogens Jensen er den ene, og Frank Jensen var den anden – samt en partisekretær og formand Mette Frederiksen.

Og samtaler i det forum har bidraget til, at Frank Jensen mandag trak sig, oplyser Mogens Jensen, efter at flere kvinder de seneste dage er stået frem og har anklaget Frank Jensen for at have krænket dem.

– Jamen, det er klart, at vi taler sammen i den socialdemokratiske ledelse. Sådan må det også være, siger Mogens Jensen.

Spørgsmål: Og der er så blevet bragt en form for besked videre til Frank Jensen, eller hvordan skal det forstås?
– Jeg kan kun sige, at vi selvfølgelig har talt sammen i den socialdemokratiske ledelse om det her, og blandt andet de samtaler og vel andre indtryk, som Frank Jensen har fået, har fået ham til at tage den beslutning, som han har taget her, siger Mogens Jensen.

/ritzau/